Spring menu over

Nu har du chancen for at lære nogle af fuglene i Hillerød at kende. Ornitolog og biolog Stig Englund fra Nordsjællands lokalafdeling af Dansk Ornitologisk Forening, er guide på en aftentur i området ved Favrholm nær det nye supersygehus. 

Området der tidligere var marker, og hvor det årlige kræmmermarked fandt sted, skal nu rumme boliger og erhverv. Heldigvis bliver der også plads til natur i form af søer, vandløb, levende hegn og blomsterenge. 

I den store nyanlagte grønne kile har terrænet allerede ændret sig fra mark til et område med natur og fået tilført grusstier og gangbroer over vandløb og småsøer. Det er i denne del af Favrholm turen finder sted. 

Vi håber at kunne få øje på fugle som tårnfalk, vibe, stær og sanglærke. I de små trægrupper sidder forskellige spurvefugle som tornirisk, tornsanger og gulspurv. Med lidt held for vi også den lidt sjældne bynkefugl at se og måske hører vi sidst på turen nattergalen fra den nærliggende Salpetermose.  

Undervejs vil byplanlægger Frode Andersen fra Hillerød Kommune fortælle om planerne med Favrholmområdet og Thomas Beck fra Hillerød lokalafdeling af Danmarks Naturfredningsforening inviterer på besøg på Favrholm Naturskole, hvor vi slutter af med lejrbål, socialt samvær og lidt til ganen. 

Turfakta

Mødested: Centralt på den nye vej Favrholm Allé, hvor man kan holde i vejkanten hvis man er i bil.  

Tidspunkt: torsdag den 28. maj kl. 20:00 med forventet afslutning ca. kl. 22:00. 

Turlængde: 2,5 km. på grusstier det meste af vejen. 

Tilmelding: Ingen

Hvis du vil vide mere om turen, kan du kontakte Stig Englund på mail stigenglund1@gmail.com.  

Du kan også læse om turen på DOFs hjemmeside

Logo