Spring menu over

Det er nok de færreste borgere i Hillerød, der er klar over, at de ikke behøver rejse hverken til Spanien eller pakke til flere ugers vandring for at følge en ægte pilgrimsrute. Den Danske Pilgrimsrute er faktisk forbundet med både Trondheim i Norge og Santiago de Compostela i Spanien. Og så går den gennem Nordsjælland – lige forbi Favrholm i Hillerød Syd.

Søndag den 20. september bliver ruten rammen om arrangementet ”I pilgrimmens fodspor”, hvor deltagerne kan vælge mellem en familierute på fem kilometer og en længere vandrerute på 12 kilometer i det naturskønne Favrholm.

Begge ruter fører deltagerne gennem den sydlige del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland og gennem området ved Favrholm. Undervejs venter både frisk luft, forplejning og korte fortællinger på de steder, hvor naturen og historien har sat tydelige spor.

Du kan vælge mellem 5 km familierute eller 12 km vandrerute. Det koster 50 kr. for voksne. Børn er gratis.

Natur, historie og vandring på en og samme tid

Bag arrangementet står de fire aktører Favrholm Naturskole, DGI Nordsjælland, Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og Museum Nordsjælland, der hver især bidrager med deres særlige viden og erfaring, der sikrer at de i alt 300 deltagere, der er plads til, kan nyde det bedste fra både naturen og lokalhistorien samtidig med de får frisk luft og masser af mulighed for at vandre.

Favrholm Naturskole lover nemlig naturformidling og aktiviteter målrettet børn og familier ude på ruterne og flankeret af DGI Nordsjælland, er der sikret gode rammer omkring de mange deltagere. Fordi vandreruterne er en del af den lange pilgrimsrute, deltager også Foreningen af Danske Santiagopilgrimme med viden om pilgrimsruten og dens forbindelse til det internationale Camino-netværk. Foreningens frivillige hjælper desuden med afmærkning, rutevejledning og formidling undervejs.

Endelig kan de mange deltagere møde en flere af Museum Nordsjællands arkæologer, der står rundt omkring på ruten og fortæller om alt fra mosefund til en forsvunden middelalderlandsby, der langsomt men sikkert er ved at dukke op igen – lige ved siden af Favrholm. 

Salpetermosemanden og en gravhøj

Museum Nordsjælland har gravet i området ved Favrholm flere gange og er stadig i gang på Smørkilde bakke, der ligger nær genbrugsstationen. Derfor kan pilgrimsvandrerne høre om de mennesker, der har boet, arbejdet og bevæget sig gennem området gennem flere tusinde år.

Ved Smørkilde Bakke fortælles historien om den forsvundne middelalderlandsby Egespur. Andre stop sætter fokus på bronzealdergravhøjen Pukhøj, Frederik 2.s gamle kanalanlæg, Favrholms historiske vandmøllesystem og Salpetermosen, hvor vådområdet og fund af moselig åbner for dramatiske fortællinger fra fortiden. 

Arrangementet koster 50 kroner for voksne, mens børn deltager gratis. Der skal bookes billet via Museum Nordsjællands hjemmeside, så arrangørerne er sikre på, at deltagerne spredes på ruterne og får den bedst mulige tur. Det er muligt at vælge forskellige afgangstider i tidsrummet mellem 10.00 og 15.00.

Fakta om pilgrimsruten 

Ruten er en del af de Europæiske pilgrimsruter, som siden Middelalderen har forenet Nord-og Sydeuropa. 

Den Danske pilgrimsrute er forbundet med pilgrimsruterne til Santiago de Compostela, Rom og Jerusalem mod syd samt Trondheim og Vadstena mod nord .

Ruten gennem Hillerød går fra Helsingør til Roskilde og Ringsted. Her deler den sig mod henholdvis Rødbyhavn og Korsør. 


Vil du vide mere om arrangementet, kan du kontakte:

  • Rikke Hemmingsen, Kommunikationsmedarbejder, Museum Nordsjælland: 30100259 / rhe@museumns.dk 
  • Pernille Pantmann, ph.d., forskningskoordinator og arkæolog, Museum Nordsjælland, Telefon: 61815822 / ppa@museumns.dk  
Logo